Kære alle
Så er det tid til jeg igen kan åbne op og jeg glæder mig virkelig meget!
Glæder mig til, at kunne gøre en forskel og hjælpe dig, som måske især har trængt til det i perioden, hvor alt har været lukket ned, været usikkert og måske føltes utrygt. Dig som har siddet og varetaget et fuldtidsarbejde ved spisebordet i uhensigtsmæssige stillinger og dig, som er fyldt op af alt det ovennævnte samtidig med, at du har været skoleleder, lærer og pædagog for dine børn og måske endda stadig er det for de store.
Der vil selvfølgelig være nogle nye retningslinjer, udarbejdet vha. Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som vi skal følge i forhold til behandlingerne men jeg vil forsøge at udføre dem så normalt som muligt, dog alligevel med små ændringer.
Bl.a. vil jeg bede dig, som booker tid, om selv at medbringe tæppe eller andet til at lægge over dig ved behandlingen. Jeg har fortsat tæpper til rådighed men jeg kan ikke garantere nye tæpper til hver klient. Der vil som altid være engangslagner på briksen og engangscovers til hovedstøtte, som skiftes ud efter hver behandling og briksen vil ligeledes blive renset mellem hver behandling.
Under behandlingen vil det være at foretrække, at vi har så lidt kontakt ansigt til ansigt som muligt. Det betyder, at den typiske opvarmning af bryst hals og nakke vil foregå lidt anderledes og du vil måske blive bedt om at vende ansigtet væk undervejs. Selvom det måske kan virke upersonligt, så håber jeg på din forståelse og er sikker på, at vi alligevel kan udføre både gode, personlige og effektive behandlinger på denne måde – det er en underlig tid for os alle og vi skal nu til at finde rytmen i, hvordan vi omgås igen.
Der vil desværre ikke blive serveret vand i klinikken, så medbring meget gerne vandflaske eller drikkedunk til eget brug.
Du skal selvfølgelig føle sig sikker ved igen at komme til behandling og da vi skal forsøge at minimere mængden af mennesker samlet, vil jeg også bede dig om at ankomme så tæt på den bookede tid som muligt, gerne max 5 minutter før og dermed minimere tiden i venteværelset og evt. trængsel bedst.
Der vil fra vores side også være en øget rengøring i vores lokaler, således at der flere gange dagligt bliver rengjort dørhåndtag og diverse kontaktflader man kommer i kontakt med.
Der vil naturligvis også være mulighed for at afspritte hænder, både i venteværelset og i behandler lokalet og jeg vil bede om, at man vasker og spritter sine hænder ved ankomst til klinikken.
Ligeledes vasker jeg grundigt hænder og underarme både før og efter hver behandling og afslutter med håndsprit.
Jeg vil som udgangspunkt ikke bære maske eller mundbind men hvis du føler dig mere tryg ved, at jeg bærer mundbind, har jeg sådanne til rådighed og du skal endelig bare skrive det i kommentaren ved booking eller nævne det ved velkomst til behandlingen – ingen problem. Du er naturligvis også selv velkommen til at bære egen maske.
Alt dette betyder, at jeg har været nødt til at lægge mere pause ind mellem behandlingerne og der vil derfor være færre tilgængelige tider i kalenderen og jeg håber det alligevel går op i en højere enhed. Vent dog ikke for længe med at booke, da der allerede er mange som gerne vil til.
Er der ingen tider, som passer er du altid velkommen til at ringe eller sende mig en mail, så kan vi forsøge at finde en tid der passer dig.
Til slut skal det naturligvis nævnes, at er man syg eller har nogle af symptomerne på COVID-19 (feber, hoste, muskelømhed eller andre luftvejssymptomer) kan jeg ikke tilbyde behandling og man skal ikke møde op i klinikken men i stedet melde afbud og booke ny tid efter endt sygdomsforløb.
Jeg håber, at du vil hjælpe mig til at komme godt i gang igen og sørge for at vi alle passer godt på hinanden ved at følge ovenstående retningslinjer
Mange kærlige hilsner og ønsket om en god dag 🙂
Kim Maibom
